At rekruttere den næste medarbejder behøver ikke at være en ørkenvandring. Hvis du løbende positionerer din virksomhed i kandidaters bevidsthed, vil du have op mod tre gange så nemt ved at rekruttere den ønskede kandidat, når du får en åben stilling. Det viser undersøgelser på området.
Det sætter måske lidt tanker i gang hos dig. Lad mig plante et frø mere.
95 procent af jobsøgende fortæller, at en arbejdsgivers omdømme påvirker deres beslutning om at søge jobbet i netop den virksomhed. En arbejdsgivers omdømme er et direkte resultat af virksomhedens arbejde med employer branding.
Lad os tage et fiktivt eksempel, som nemt kan overføres til en virkelig situation.
En kandidat ser to lignende job, som vedkommende finder attraktivt. Vedkommende søger begge stillinger – og får dem begge tilbudt.
Nu skal beslutningen træffes. Hvilken virksomhed skal have kandidatens ‘ja tak.’ Bonusinfo: Opgaverne er de samme, lønnen ligeså.
Kandidaten vælger med den største sandsynlighed den virksomhed, der arbejder med sit employer brand. Den virksomhed, der har medarbejderhistorier på deres hjemmeside, den virksomhed, der tør vise virksomheden og dens kultur frem – enten visuelt eller skriftligt. Med andre ord: Den virksomhed, der er til stede.
Den anden virksomhed, som nu bliver afvist af kandidaten, kan i teorien have en mindst lige så god kultur, lige så gode faciliteter og goder, men hvis de ikke bliver fortalt eller vist frem, hvordan skal kandidaten så kunne vide det?
Og ja, det kan naturligvis nævnes til en jobsamtale, men kandidaten vil ofte tage sin beslutning ud fra det, der bliver vist til omverdenen.
Så hvis du ikke gør det, arbejd aktivt med employer branding.
Det er vigtigt, så din virksomhed bliver positioneret i mulige fremtidige medarbejderes bevidsthed. Det er potentielt dem, der skal vækste din virksomhed i fremtiden.
Så hvordan gør man det?
Lad os dykke ned i værktøjskassen. Der er mange kommunikative greb, man kan implementere i sin virksomhed for at styrke ens employer branding – specifikt målrettet at tiltrække nye kandidater.
Strategisk storytelling
Historiefortællinger fra eksisterende medarbejdere er et af de mest effektive greb. Potentielle kandidater vil gerne høre fra dem, som de selv bliver en del af. Det er ikke direktøren, der skal fortælle, hvad virksomheden har at byde på. Det er medarbejderne.
Så få dine medarbejdere til at fortælle, hvad der gør din virksomhed unik, og hvad den står for. Det kan gøres via blogindlæg eller sociale medier – både visuelt og skriftligt.
Optimer virksomhedens tilstedeværelse på de sociale medier
Det er for længst slut med at indrykke annoncer i trykte aviser. Det er i det digitale univers, det hele foregår – så der skal du være aktivt til stede med relevante opslag, der viser din virksomheds kultur, værdier og arbejdsmiljø. Du behøver ikke vælge alle 200 sociale medier. Vælg dem, der passer til din virksomheds målgruppe.
Udvikl en karriereside, der ‘sparker ‘røv’
Den Danske Ordbog oversætter i øvrigt ‘sparker røv’ til ‘være fremragende’ eller ‘være helt i top’, så de ord kan du også bruge i stedet…
Det er en afgørende del af employer branding. Fortæl alt det, du ønsker en kandidat skal vide om din virksomhed. Det er ofte her, de vil befinde sig, inden de beslutter sig for, om de skal søge en stilling i din virksomhed. Hvem er du? Hvad står du for? Hvad kan du tilbyde? Hvad kan de forvente, hvis de får et job i din virksomhed? Hvordan er kulturen? Definer selv mange flere relevante spørgsmål, som skal besvares på denne side.
Skræddersy og målret dine jobopslag
Jobopslagene skal være skræddersyet netop den stilling, du søger. Det er fristende at genposte sine stillingsopslag, men et eller andet har ofte ændret sig fra sidste gang, du søgte en kandidat, så prioriter at få dem opdateret.
Skræddersyede stillingsopslag giver også kandidaten et bedre indblik i, hvad jobbet går ud på, og hvad de kan forvente, så der er en større sandsynlighed for at ramme plet med rekrutteringen.
Der er mere…
Employer branding kan være så kompleks og simpelt på samme tid. Der er alt det, der foregår digitalt, men der er også karrieremesser, jobevents med mere. Selv i en digital verden er det værdifuldt at møde kandidaterne ansigt til ansigt – og her kan man med fordel supplere sin tilstedeværelse med skriftlige- og visuelle elementer.
Ja, employer branding favner bredt. Det er måske også derfor, det er så værdifuldt! Og husk når du arbejder med employer branding – og branding generelt – nøglen ligger i at være konsistent og tålmodig.